**MORFEUS**  
*Where No Dreams Reach*  
(Demo 1992)

These super doomies have recorded their debut demo. Well, the music is very slow and actually without any excitement at all. It's pretty cool that they play doom, but it’s like this material is too thin, there's no punch in it as for example CAUSTIC or ANATHEMA manage to put in their songs. Doom music is meant to express sadness and sorrow, all MORFEUS manage to express is boredom. My advice to this band is to keep playing doom, but try to get more punch into the music, make it more full of sad emotions. Check this out, if you want.  
MORFEUS / Bjerggade 34 2. tv./  
5000 Odense C/ Denmark.

MN

Where No Dreams Reach: A Journey Through Uninspired Doom

Rent musikalsk har Morfeus udviklet sig en del gennem de sidste års tid. Man er bl.a begyndt at bruge violin, og har fået en pige til at synge i bandet. Disse to ting er dog i doom ikke noget nyt, men Thomas forklarer.

"Det med den violin var noget vi alle var med på, og vi bruger den slet ikke på samme måde som så mange andre. Vi følte at både violinen, og vores nye sangerinde kunne tilføre bandet noget nyt, og så gjorde vi det. Jeg ved det er set før i doom, men alligevel mener jeg vi bruger det på en anden måde end de andre bands. Det er med til at understrege stemningen i sangene."

Ifølge Thomas, har alle i Morfeus de samme ambitioner med bandet, og det er også med til at holde sammen på bandet, så kompromis med sin musikalske kunst ikke er nødvendigt. En anden ting der virkelig betyder noget for Thomas er, at han kan lide det man beskæftiger sig med, og han føler at have en kæreste der støtter ham i det han laver siger Thomas efter en lang tænkepause.

"Jeg ved det egentlig ikke,for jeg har aldrig prøvet andet. Jeg havde en kæreste allerede før jeg kom med i Morfeus, men på sin vis tror jeg da godt at jeg ville have kunnet lave det samme uden hende. Ens band er jo på en måde også ens kæreste. Det lyder måske lidt vildt, men så’n har jeg det."

Lad os lige opsummere en gang her. Manden er ikke nød til at gå på kompromis med noget som helst i Morfeus. Hans ambitioner bliver opfyldt til fulde, og han har en kæreste der støtter ham 100%, og han føler i alt at han lever lidt af en ideal tilværelse. Alligevel er han en berygtet eksvokalist i Morfeus.

Thomas: "Jeg kan godt være sortsøger, og det på en pæn måde. Mine tekster handler ikke om det, selvom man på overfladen godt kan få en skæv opfattelse af indholdet."

Den historisk person Thomas helst kunne tænke sig at være er Jesus, for som han siger, "Jesus var menneskelig, for han tvivlede osse, lige som os andre, og iøvrigt mener jeg at jesus og jeg vi er de eneste mennesker der nogensinde har eksisteret. Jeg tror ikke på religion, men jeg tror på tro. Jeg tror på at tro betyder at man mener ser svag hvis man er nød til at putte sin tro over i noget andet end en selv."

Ordene er Thomas Bøjdens. Forsanger i Morfeus, og indvandret drømme profet, med et idylliseret selvværd der får ham til at tro han er græver. Jes andre nok seje væsener sliter søgen efter demilud sig gennem et liv der længere bare er en pauseskærm for en ulmende apokalypse forsanger som gør præcis det han har lyst til, "fordi hjulene er sat i gang". Flyder let hen over virkeligheds ekstremerne og skaber øjekast. Jeg som udefra kan kun glad konstatere at personen jeg har bragt i pennen har besiddelse et ansigt der henleder tankerne henad mod det hjemlig bøden til et antændt vis.

Incorporating New Elements: Morfeus' Evolving Musical Journey

THOMAS MORFEUS  
"Jesus og jeg er de eneste mennesker der nogensinde har eksisteret"

I den første af en række portræt samtaler, med markante skikkelser i undergrunden har vi har kastet os over Thomas Bøjden, fra det meget omtalte, og roste Odenseanske doom band Morfeus.

Vi sidder i det ikke særligt store, og meget sparsomt møblerede kollegie værelse et sted i Odenses midtby. Væggene i værelset er behørigt dekoreret med Giger billeder, og på bogreolen finder man bl.a H.P Lovecrafts Necronomicon, flere bøger med Giger billeder og Helter Skelter, bogen om retsagen mod Charles Manson. Plade samlingen spænder vidt. Fra Candlemass til Nick Cave, Skyclad, Black Sabbath og the Pogues. Vel næppe helt hvad man kunne forvente sig af et doom hovede, men på den anden side, heller ikke langt fra.

"Jeg er på vej tilbage til mine rødder", hævder Thomas selvsikkert som et svar på mit spørgsmål, om hvorfor han netop skulle spille doom.  
"Doom indeholder lang bedre udtryksmuligheder end dø, og thrash, og et mere ægte menneskeligt indhold. Jeg har aldrig set særlig fasinerende ud at male et billede, som styres af at jeg har for lidt i blod, og styrer en af for førtiden ind i bismaskinshal, eller om forskjellige sociale problemer rundt omkring i verden. Det er der tusinder der allerede har gjort."  
Det er personligheder som Nick Cave, og Martin Walkyier fra Skyclad der er Thomas' tekstmæssige forbilder.  
"Deres tekster ligger overhovedet ikke i nærheden af mine, men jeg beundre dem måde de skriver på. Jeg kunne aldrig have skrevet som Nick Cave, hans verden er for langt væk fra min, men det er billedet af verden der fascinerer mig. De tekster jeg skriver er jeg 100% tilfredse med, ellers skrev jeg dem ikke. Der er nok af falske tekster i denne verden, og det ønsker jeg ikke at bidrage til."

Fuelling the Flames of Hate (2002)

Thorned Harlequin & Other Ballads Of The Heretics (1998)

Where No Dreams Reach (1992)

Trechoma # 4 page 32

Udbrud # 1 page 25

Udbrud # 1 page 27

Udbrud # 1 page 25

You might also like these bands